Hvad er menstruation?
Cirka en gang hver fjerde uge får kroppens hormoner et æg til at modne i en af de to æggestokke. Når ægget er modent, forlader det æggestokken (= ægløsning) og passerer i løbet af de efterfølgende 3-4 dage ned gennem æggelederen til livmoderen.
Livmoderen er på dette tidspunkt klar til at modtage et eventuelt befrugtet æg: Livmoderslimhinden (= endometrium) er blevet fortykket med kirtelvæv og blodkar, så den er klar til at indlede udviklingen af embryoet. Hvis ægget ikke bliver befrugtet, vil livmoderslimhindens øverste lag falde af cirka to uger efter ægløsningen, hvilket fører til den udskillelse af blod og væv, vi kender som menstruation. Dette blod og livmodervæv passerer ud af livmoderen, gennem livmoderhalsen og ned i skeden.